Referat fra læseklub hos Sussi i Ringkøbing lørdag d. 29. april 2006

Tilstede: Sussi, Marie, Louise og Inger

Dagen startede med, at Sussi og Marie havde så travlt med at hente gratis havefliser, at mødetidspunktet blev rykket til kl. 14. Deltagere ud over Marie og Sussi var Louise og Inger, så vi var et lille men eksklusivt selskab.

Menuen denne dag stod på hjemmebagt pizza og senere te, slik og flødeboller. Som sædvanligt blev der snakket en masse om alt muligt andet: film og Jane Austen er et sikkert samtaleemne, men selvfølgelig også om arbejde og Maries forestående eksamener. Og så selvfølgelig om bøger!

På mødet aftale vi fire, at næste møde bliver hos Nini. Efterfølgende har Nini meldt ud, at det bliver den 18. juni i hendes kolonihave. Det glæder vi os til!

Desuden vil Susanne gerne lægge hus til i sensommeren/efteråret – hvis vi altså vil rejse til Kbh. (Susannes kommentar – ikke min).

Sussi:
Balzac og den lille kinesiske skrædderinde af Dai Sijie
Vi er i Kina under Maos kulturrevolution. Året er 1971 og Liu og hans bedste ven er netop blev sendt på genopdragelse i en fjern og landlig provins. Deres ”forbrydelse” er den, at deres forældre er lidt for vestligt orienterede og dermed ”fjender af folket”.

Livet i den lille bjerglandsby er ikke just lykken; de bliver sat til hårdt fysisk arbejde bl.a. med at bære spande af ekskrementer op til markerne på de stejle skråninger. Deres eneste lyspunkt er en medbragt violin og et vækkeur der galer som en hane. Senere kommer der flere lyspunkter til: deres månedlige tur til byen for at gå i biografen, en kuffert med vestlig litteratur og sidst men ikke mindst: provinsens skrædders smukke datter.

Opholdet i landsbyen, mødet med de vestlige forfattere og mødet med den lille skrædderinde forandrer de to drenge. Langsomt bliver de til mænd med drømme, længsler og ansvar. Langsomt bliver de til dannede mennesker, der søger også at danne dem, de holder af. Og langsomt udvikles også den lille skrædderinde til en selvstændig kvinde.

Bogen er smuk, læseværdig og hurtigt læst. Der er ingen krav om kendskab til de store europæiske klassikere, som jeg frygtede. Litteraturen er i bogen blot et billede på det Mao var så stor modstander af: vestlig kultur og dannelse.

Bogen er måske især en ”dameroman” til de der har læst andre bøger i genren, men også til dem der f.eks. kunne lide Brick Lane og leela.exe.

Louise:
Ketty Blues af Eddie Thomas Petersen
Kettys Blues handler om Arne Brandstrup, som noget modvilligt er gået på efterløn. Han savner jobbet og kollegerne fra fabrikken, og har svært ved at få tiden til at gå. Han bruger nu det meste af sin tid på sin store passion rockbandet Rolling Stones, som han tilbeder i kælderen, som er indrettet som musikrum.

I nabohuset bor ægteparret Mogens og Ketty. Efter at have vundet en stor sum i lotto, har Ketty sagt sit job op og kalder sig nu kunstner. Hendes kunst består at kæmpe gipstorsoer, som hun placerer rundt omkring i haven.

Den kvidrende Ketty er efter Arnes mening det mest irriterende kvindemenneske i verden, og han prøver at holde sig langt væk fra hende, men da der skal skrives en artikel om Ketty til et dameblad, bliver Arne alligevel involveret i hele affæren. I kælderen har Arne nemlig en blå guitar. Det er perlen i hans samling, og det er den guitar, han vil forære Rolling Stones guitaristen Keith Richards, hvis han engang er heldig at møde sit idol.

Arnes dag bliver forstyrret, da dameblads-folket kommer for at spørge om de må låne Arnes guitar. Ketty skal nemlig fotograferes på terrassen, og den blå guitar vil passe perfekt i billedet. Modvilligt udlåner Arne sin guitar og bruger herefter hele dagen på at bekymre sig om det lokale værtshus. Da guitarkassen bliver returneret opdager Arne til sin skræk, at hans guitar er væk og i stedet erstattet af en ussel skoleguitar.

Fuld og arrig opsøger han Ketty, som trisser rundt blandt torsoerne i haven. Ketty er mildest talt uforstående overfor Arnes panik over den manglende guitar. Arne bliver mere og mere ophidset, og da Ketty forveksler Keith Richards med Cliff Richard er grænsen nået, og i frustration slår han Ketty i hovedet med guitaren. Herfra følger man Arnes problemer med at dække over sandheden og politiets efterforskning af sagen, men da gerningsmanden er kendt helt fra start, skal man ikke forvente en kriminalhistorie.

I stedet får man en velskrevet og morsom historie, som kan læses af alle - både mænd og kvinder, unge og ældre.

Marie:
Jane Austen Klubben af Karen Joy Fowler
Fem kvinder og en mand mødes en gang om måneden fra marts til august for at diskutere Jane Austens romaner. Sideløbende får læseren indblik i de seks menneskers historier, personligheder og indbyrdes forhold. Jocelyn, som står for initiativet til klubben, er en Kirsten Giftekniv, som aldrig selv har haft held med at leve sammen med andre end sine elskede racehunde. Hendes barndomsveninde, den ængstelige Sylvia, som blev gift med Jocelyn’s ungdomskæreste, er nu ved at blive skilt. Sylvia’s smukke, lesbiske datter Allegra, som altid længes efter nær-døden-oplevelser, har også lige brudt med sin kæreste og er flyttet ind hos Sylvia, efter eget udsagn for at støtte hende. I læseklubben findes desuden den farverige, konfliktsky Bernadette på 67 år, som var stepdanser som ung og har været gift utallige gange, den nygifte, stramtandede fransklærerinde Prudie, som aldrig har været i Frankrig, og endelig Grigg Harrison, som Jocelyn mødte i en elevator med en flok usynlige vampyrer, og som hun har tiltænkt Sylvia, men er det nu også Sylvia, han falder for?

”Vi har alle vores private Austen”, som Fowler skriver, men i så fald genfandt jeg ikke min Austen i ”Jane Austen Klubben”. Fowler mangler ikke fantasi, men hun har den mere i form af små pudsige påfund end i form af en større, gribende fortælleevne. Bogen er en hyggelig samling af indfald, citater, udklip, lister og andre fragmenter, ligesom en scrapbog. Selvom Jane Austens romaner på overfladen kan virke som en lang, ironisk konversation om ligegyldigheder, så er den knyttet til store, alvorlige dramaer under overfladen. Der er også alvorlige emner i denne bog, men der bliver aldrig andet end pludret om dem. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at kende Jane Austen for at hygge sig med denne bog, men ellers er der bl.a. referater af hendes romaner bag i bogen.

Inger: mangler