Der blev serveret en let fiskeanretning, som blev indtaget efter at deltagerne havde fremvist fantastiske akrobatiske evner med henblik på at komme på plads på stolene i det ”lidt” trange køkken. Her blev der snakket om børn, sko og smudsige video-optagelser. Da man et par timer senere med lidt større besvær brød ud fra fangenskabet mellem bord og stol og trak ind til kaffebordet, blev der rejst klage over, at der ikke ved frokostens start var blevet udsendt varsel om de store mængder efterfølgende kage, men klagen blev nedstemt tre imod én. Det var kun Sussi, som ikke havde været bevidst om de tre slags kage, der ventede. Det skal desuden siges til værtindens forsvar, at hun kun stod for fastelavnsbollerne og de svenske chokoladebrød, og at det var Susanne, der med en medbragt banankage bragte kagebordet helt ud af proportioner. Til gengæld havde hun også medbragt en rabarber-the, som vi kunne skylle ned med, og det gjorde vi gladeligt! Den mere seriøse del af mødet fortsatte altså her i en solrig ”stue”… hyppigt afbrudt af lidt mindre seriøse indslag, men standhaftigt vendte vi tilbage til sporet, fik fremlagt fire bøger og mødet blev hævet hen imod kl. seks. Alle gik hver til sit uden væsentlig uro eller optøjer. Sussi har allerede udsendt invitation til næste arrangement, hvor vi måske også kan diskutere hendes forslag om at oprette en blog (Hedder det ikke det?) for læseklubben, ikke for på nogen måde at udtrykke utilfredshed med Monicas store og gode arbejde på hjemmesiden, men fordi det kunne have visse fordele, som vi altså måske kan bringe op på næste møde.
Marie:
Kong Tsongors død af Laurent Gaudé
I et rige, fjernt i både tid og rum, regerer Kong Tsongor fredeligt, efter et langt liv i krig. Han planlægger sin datters bryllup med en rig prins, men snart træder hans længe bortrejste plejesøn ind og kræver den samme datters hånd ifølge et hemmeligt løfte fra deres barndom. Også han er blevet magtfuld, og kongen forudser en krig imellem de to bejlere, som han ikke kan se en løsning på. Han begår selvmord og landet kastes straks efter ud i en endeløs krig, som fortsætter i årevis. Kun hans yngste søn deltager ikke i kampene men rejser rundt riget for at bygge syv gravmæler til ære for kongen, og først når det sidste er bygget, vil kongen finde hvile.
En fantasifuld beretning, især beskrivelsen af de forskellige landsdele, som den yngste søn rejser igennem. Måske vil den farverige beskrivelse af krigerne og deres kampe også fascinere nogen. Det er en historie om krigens væsen, men jeg synes aldrig, at man når længere end til overfladen af fænomenet. Handlingen stivner i stereotype, tunge symboler og personerne forsvinder bag monumentale monologer. Man når aldrig ind til noget gribende, noget man kan identificere sig med. Personligt irriterer det mig, at en af bogens eneste kvinder, den ombejlede prinsesse, bare lader sig kæmpe om, uden at gøre noget for at stoppe krigen.
Det er muligt at teenage-drenge, som er vilde med rollespil og krig ville sætte pris på den. Jeg fik den anbefalet af en ven, som er meget glad for f.eks. ”Silmarillion” af Tolkien (som jeg ikke har læst) og andre storslåede skæbnefortællinger.
Sussi:
Familien Lament af George Hagen
Hvis jeg skal beskrive denne bog kort, vil jeg beskrive den som en letter absurd road-movie i slow motion.
Vi følger familien Lament gennem det meste af verden i ca. 18 år. For familien Lament rejser. Det gør en ægte Lament nemlig. Derfor følger vi dem fra Afrika over mellemøsten, tilbage til Afrika, til England og til sidst til det forjættede Amerika. Altid på jagt efter græsset, der er lidt grønnere på den anden side…
Bogen skydes i gang med den ældste søns fødsel. Kort efter fødslen bortføres han og dræbes i en trafikulykke. Familien Lament udskrives derfor fra hospitalet med bortførerens for tidligt fødte barn i liften. Kun forældrene, lægen og en enkelt sygeplejerske ved at Will ikke er deres rigtige søn. Og han vokser op som en Lament – altid på farten.
Familien Lament er en bog om en families rejse gennem verden og de genvordigheder den gennemgår. Det er en bog om store tab og om de gevinster, der kan komme ud af det, når en familie lærer hinanden at kende og støtter hinanden på trods af forskelligheder. Men først og fremmest er den en bog om identitet. At søge efter eller skabe sin egen identitet. Begge løsninger viser sig gangbare i bogen. For som Will siger sidst i bogen, hvor hans mor prøver at overtale ham til IKKE at rejse til Paris: ”Jeg er jo en Lament. Og en Lament rejser…”.
Bogen kan læses af mænd og kvinder, unge og gamle. Jeg synes på flere måder den minder lidt om John Irving, så er man til denne genre kan bogen varmt anbefales.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home