onsdag den 4. juli 2007
Referat fra læseklub hos Inger i Tønder d. 30. januar 2005
Kære alle sammen,

Her kommer et ret langt referat fra Læseklub-mødet hos Inger den 30. januar kl. 14.00. Denne gang var de fremmødte: Inger (selvfølgelig), Louise, Stine, Marie og Sussi. Inger havde lavet nogle lækre små pizza-brød, som hun delte gavmildt ud af. Udover at tale om bøger fik vi også snakket om vores respektive jobs og studier.


Stine lagde ud med Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder af Rebecca Wells. Bogen er en rigtig dameroman. Den har sit omdrejningspunkt i en mor-datter konflikt, der er udsprunget af interview med datteren i en avis - i dette interview stilles moren i et ret dårligt lys. Konflikten forsøges løst ved hjælp af en scrapbog som moren sammen med sine tre veninder (Ya-Ya søstrene) har samlet. Den fortæller om alt det disse fire har oplevet - og således også om datterens opvækst og baggrund.

Efter Stines mening er bogen for sentimental og lidt for langt ude, men den vil sikkert falde i ældre (40-50 årige) dameroman-læseres smag. Den er forholdsvis let-læst. Kan i genre måske minde lidt om Ekskonernes klub. Bogen er filmatiseret og har mage fans rundt om i verden.

Desuden havde Stine læst Kejseren af Portugalien af Selma Lagerlöf (endnu en filmatiseret bog). I den er vi i Sverige i ca. 1914, hvor vi møder Clara-Gulla og hendes familie. Hun er tæt knyttet til faren, men rejser alligevel til storbyen som 18 årig. Da hun holder op med at holde kontakt med familien, digter faren - et "liv" til hende, hvori hun er kejserinde af Portugalien, og han selv kejser. Da hun endelig vender tilbage til hjemegnen ødelægges farens illusioner, og han ender med at hoppe i elven. Sørgelig og barsk bog, der alligevel er lun og fyldt med gode anekdoter og sympatiske personskildringer.

Kan anbefales til ældre damer og som læsekreds-roman - og ellers til dem, der har læst hendes andre romaner.

Marie havde (vist for første gang) en "fritids-roman" med - om end hun havde læst den på engelsk og overvejer at skrive en opgave om den! Det var E.M. Forsters A room with a view fra 1908. Til den almindeligt litteraturinteresseredes oplysning skal nævnes at E.M. Forster tilhørte Bloomsbury-gruppen - som også Virginia Woolf tilhørte. De havde vist nogle progressive mærkesager som f.eks. kønnenes ligestilling (Marie kan uddybe det). Romanen er delt i to. I første del møder vi Lucy og hendes selskabsdame i Firenze. På pensionen, hvor de bor, møder Lucy George Emerson, som på en udflugt drister sig til at kysse hende. De må skynde sig hjem til London. I anden del er Lucy godt forlovet med en lidt kedelig mand - og selvfølgelig flytter George Emerson pludselig ind i nærheden, hvilket splitter Lucy mellem to mænd. Det er en historisk og romantisk roman, lidt Jane Austen-agtig. Kan derfor anbefales til Jane Austen fans, der trænger til lidt mere udfordring. Forster er nemlig lidt mere selvironisk end Austen. Som de to andre omtale romaner er denne filmatiseret.

Louise havde læst en ungdomsbog: Den skæve dreng af Søren Jessen. Ordet skæv kan bruges om hele romanen (og vist også om hele Søren Jessens forfatterskab?). Bogen handler om Jonas og Christian, der som unge spiser hash-kager. Følgerne af dette bliver, at Christian bliver skæv i fysisk forstand. Som voksen bliver han kunstner og mester i skæve vinkler. Jonas bliver mere "skæv i hovedet" - f.eks. kan han kun være kærester med piger, der hedder Merete. Bogen er en blanding mellem de to drenges historier og en masse små skæve anekdoter fra deres skoleklasse. Den behandler på en skæv måde alverdens ungdomsproblemer. Bogen kan anbefales til både piger og drenge - og der er kød nok på den til at skrive en opgave om den. Og for resten kan man nøjes med at læse nogle kapitler, som kan stå for sig selv som korte noveller.

Inger præsenterede en bog for de bibliofile: Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafon. Handlingen er henlagt til Spanien lige efter borgerkrigen. Vi følger Daniel, der bor alene med sin far - moren er død, faren er antikvarboghandler. Da Daniel fylder 10, tager faren ham med til. De glemte bøgers kirkegård. Der vælger han en bog, som han vil arbejde på, at få genopdaget eller genoplivet. Han vælger Vindens skygge af Julian Carras. 6-7 år senere undersøger Daniel ting om bogen og forfatteren. Han er nærmest besat af bogen og hjemsøges af dens personer og hans undersøgelser leder til at han og forfatteren til bogen har meget tilfælles. Det er en udviklings- og identitetsroman, der har overnaturlige og mystiske elementer, men mest af alt er det en rigtig god og spændende bog, der kan anbefales til en bred læserskare.

Desuden anbefalede Inger på det varmeste Christian Jungersens roman Undtagelsen om mobning på arbejdspladsen.

Jeg selv havde læst debutanten Cecilia Aherns roman P.S.: Jeg elsker dig. Bogen har det sørgelige omdrejningspunkt at 29-årige Hollys mand Gerry er død af en hjernesvulst. Inden sin død skrev han til breve til Holly. Indholdet i disse brev skal bringe Holly "tilbage til livet" og det gør de langsomt men sikkert. Bogen er sørgmunter (er der noget der hedder det): vi følger Hollys op- og nedture og vi følger vennernes og familiens forsøg på at hjælpe Holly. Trods det sørgelige omdrejningspunkt er bogen fuld af sjove og ret absurde episoder. Bogen er letlæst og den vil sikkert appellere til citygirl-læsere og andre kvindelige læsere på 25-40 år. F.eks. nævnte Louise at hun kommer til at tænke på Rachels ferie af Marian Keys.

Jeg kunne også nævne at anden del af Johanne Hildebrandts trilogi om de nordiske guder nu er kommet. Første del hedder Freja, og den omtalte jeg på første møde. Anden del hedder Idun og den er mindst ligeså god og anbefalelsesværdig som den første

Desuden faldt snakken på bøger (romaner) om kunst, kunstnere og kunstværker. Jeg havde læst Væv af Lone Mikkelsen. Den handler om tapetserien med kvinden og enhjørningen, der er vævet i 1400-tallet i Frankrig. Muligvis de samme tapeter som Tracy Chevaliers Kvinden og enhjørningen handler om. I samme genre nævnes Pige med perleørering, Hyacintblåt (som handler om Pige med perleørering) og De flamske maleres hemmelighed.

Vi sluttede af med at beslutte, at næste møde holdes hos Louise i Holstebro søndag den 13. marts kl. 14.00. Jeg er sikker på at Louise vil være behjælpelig med adresse, kørselsvejledning osv.

Mange hilsner og på gensyn den 13. marts

Sussi



footer