Marie:
Fire veje til tilgivelse af Ursula K. Le Guin
Bogen består af fire skæbnehistorier fra de to naboplaneter Yeowe og Werrel. Werrels samfund er præget af en skarp kaste-opdeling imellem ejere og aktiver (slaver). Da Werrel koloniserede Yeowe bragte de samfundsformen med sig, men på den nye planet bliver undertrykkelsen og antallet af aktiver så stort og voldsomt, at en revolution bliver mulig. Yeowe bliver frihedssymbol for alle aktiver. Historierne udspiller sig i denne brydningstid, hvor oldgamle identiteter og verdenssyn styrter i grus og nye må findes i stedet for. Man følger f.eks. en werrelsk aktiv-kvinde fra hendes naive tilværelse i en ejers harem til at hun smager frihed første gang og siden hendes kamp for at nå til Yeowe.
Historierne er præget af god fantasi, men også af grundighed og troværdighed i beskrivelsen af samfundet og de mekanismer, som virker i et slavesamfund og i menneskene (både ejere og slaver), som er fanget i det. Alle historier er i en eller anden grad kærlighedshistorier, men der er i næsten dem alle sammen en melankolsk grundstemning, og der er en del volds-scener, så det er ikke for børn, men for voksne, som ønsker seriøs science fiction, baseret på interesse for mennesker frem for teknologi.
Stine:
Præsten af Hanne Ørstavik
Forfatteren Hanne Ørstavik er forholdsvis ukendt i Danmark, men er efter sigende rimeligt velanset i hjemlandet Norge, hvor hun har fået en del priser. Tre af hendes romaner er oversat til dansk, heraf bl.a. Præsten (dansk udg. 2005).
Liv, en ung kvinde midt i 30’erne, tager til Norge langt nordpå til Sameland, for at arbejde som hjælpepræst. Hun flytter fra Tyskland, hvor hun studerede teologi - Livs gode veninde i Tyskland, Kristiane, begik selvmord, og den efterfølgende smerte får hende til at søge langt væk og starte forfra.
Det er langt fra alle i lokalsamfundet, der er villige til acceptere en kvindelig præst, og samtidig med at hun kæmper for at blive accepteret og skabe sig et netværk, må hun bruge meget af sin tid på krævende sorgarbejde, da en række selvmord finder sted og ripper op i gamle sår.
Der er en melankolsk og trist stemning gennem hele bogen – ikke anbefalet som let sommerferielæsning! Vil sikkert gøre sig godt til læsekredse og lign., da der er rum for diskussioner og fortolkninger, ikke mindst mht. en parallelhistorie omkring et sameoprør der fandt sted i 1800-tallet i samme lokalområde og en ikke altid krystalklar kobling til fortællingen om Liv.
Sussi:
Jeg, Coriander af Sally Gardner
En supergod børnebog for piger fra 10-12 år (den er ikke helt let at læse).
Vi er i London i 1600-tallet, Cromwell sidder på magten efter henrettelsen af Charles den 1. Efter Corianders mors død gifter faren sig igen med den luskede enke Maud Leggs. Kort efter brylluppet må faren dog flygte ud af landet, da han er på royalisternes side. Og så begynder mareridtet for Coriander og hendes nye stedsøster Mauds datter Hester. Maud er meget religiøs og billiger absolut ikke Corianders mors virksomhed som en form for klog kone, helbreder og sjælesørger – og i farens fravær beslutter hun, at ”genopdrage” Coriander. Efter flere sammenstød låses Coriander ned i en kiste, hvor hun opdager, at hun kan bevæge sig over i en eventyrverden – den verden hendes mor kommer fra. Derfra tager historien fart: Coriander sætter alt ind på at finde og beskytte morens skygge, men det er ikke uden konsekvenser: mishandlinger, drab og glædelige begivenheder. Coriander må, ligesom sin mor, vælge mellem kærligheden i den eventyrlige verden og familien i den virkelige…
Ikke alle er Corianders modstandere og i sin kamp mod Maud Leggs og hendes kumpaner får hun hjælp af stedsøsteren Hester, guvernanten Danes, skrædderen Master Thankless og hans lærling Gabriel.
God og medrivende fortælling, for piger, der kan lide eventyr og historiske fortællinger. Kan også med fordel læses af voksne! Forfatteren er kendt i børnebiblioteket for sine eventyrlige billedbøger om feer og prinsesser.
Sussi:
Mordet i Glennkill – en fårekrimi af Leonie Swann
Fårehyrden George Glenn findes en tidlig morgen af fåreflokken: myrdet, spiddet til jorden med en spade. Snart efter vrimler det med mennesker på gerningsstedet, men fårene stoler ikke rigtigt på menneskenes evne til opklaring og sætter sig for selv at opklare mordet anført at det klogeste får i flokken; Miss Maple.
Det er plottet i en syret krimi, hvor en flok meget forskellige får spiller hovedrollen. Der er selvfølgelig masser af problemer forbundet med, at fårene skal opklare mordet, for de kan jo f.eks. ikke stille spørgsmål… Samtidig er der flere, der har interesser i klemme i forbindelse med Georges død – og nogen er måske ikke interesseret i at mordet opklares! Om det lykkes, må I selv finde ud af….
Bogen kan anbefales til alle, der vil have en oplevelse ud over det sædvanlige. Almindelige krimilæsere (af britiske krimier) vil sikkert også finde denne herlige bog interessant. Bogen kan måske sammenlignes lidt med kaninbjerget: fårene har menneskelige træk, men går ikke på to ben, ryger pibe eller går til jazzballet…. Så man kan sagtens forestille sig, at det er sådan får tænker.
Bogen er forfatterens første roman.
Susanne: mangler
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home